På et bestyrelsesmøde i Dansk Sejlunion d. 26. februar blev anmodning fra Skandinavisk Singlehandsejler
Forening (SSF) om optagelse som associeret klub under Dansk Sejlunion behandlet og vedtaget.

”Interessen for singlehanded sejlads er i kraftig stigning i de danske sejlklubber, hvor flere og flere sejlere
vælger at prøve kræfter med den personlige udfordring det er, at deltage i en af de efterhånden mange
singlehand sejladser” udtaler Jacob Handrup, formand SSF.

”Vi ser frem til samarbejdet og til, at vi i fællesskab kan løfte fokus på sikkerhed og uddannelse af dem, som
sejler alene eller ”short handed” – og for alle andre. Fokus på sikkerhed og forberedelse er relevant for alle
sejlere,” udtaler Line Markert, formand Dansk Sejlunion.

Skandinavisk Singlehandsejler Forening er skabt med det formål at samle disse sejlere i et fællesskab der
skal støtte op om udviklingen af nye sejladser, fremme sikkerheden ved sejlads, og generelt fremme
kendskabet til singlehanded sejlads.

Bestyrelserne i både Dansk Sejlunion og Skandinavisk Singlehandsejler Forening vurderer, at et samarbejde
vil være til gavn for begge parter. Samarbejdet vil i første omgang omfatte uddannelse af sejlere med fokus
på sikkerhed under planlægning, forberedelse og gennemførelse af single- eller shorthanded sejlads. Emnet
har interesse blandt mange sejlere og sejlklubber. Det vurderes endvidere, at et sådant samarbejde vil
kunne være en løftestang til at få flere sejlere på vandet.